eu4journalists

Udenrigspolitik - Handel - Udvikling

4. Udvikling og humanitær hjælp

EU er blevet kendt som den største donor til en række udviklingslande især de, der hører under ACP-gruppen. Det er lande i Afrika, Caribien og Stillehavsområdet, og mange af disse er tidligere europæiske kolonier. EU's Udviklingsfond (European Development Fund) består groft sagt af medlemslandenes donormidler til ACP-landene, og fonden administreres separat fra EU's primære budget. EU sørger også for humanitær hjælp i tilfælde af kriser verden over. Kommissionen uddeler hvert år over syv milliarder euro i donorbistand.

EU arbejder for verden over at fremme menneskerettigheder. For at realisere dette har EU indført klausuler om menneskerettigheder i alle handelsaftaler, økonomiske samarbejder og udviklingsprojekter. Hvis et samarbejdsland overtræder de fundamentale menneskerettigheder, bruger EU sin økonomiske magt til at indstille alle bistandsprojekter, indtil det pågældende land igen overholder EU's standard for menneskerettigheder. Gennem hjælpeprogrammer med udviklingslande, især inden for ACP-gruppen, forsøger EU at styrke de demokratiske processer, at bidrage til genopbygningsopgaver og at hjælpe lande med at etablere deres makroøkonomiske politikker.

Unionen står også bag en række programmer til ikke-medlemslande i EU's umiddelbare nærhed – Østeuropa, Balkan, Kaukasus-området, Middelhavslandene og Mellemøsten. Ved at tilbyde eksperthjælp forsøger EU at udvikle og styrke demokratierne og markedsøkonomierne i de pågældende områder. Eksempelvis blev TACIS-programmet iværksat for at støtte Rusland og de tidligere Sovjet-republikker med overgangen til demokrati og markedsbaserede økonomier efter kommunismens kollaps. De tidligere jugoslaviske lande og det vestlige Balkan har særlig betydning for EU. Slovenien blev medlem i 2004, Kroatien forhandler om optagelse og andre som f.eks. Albanien, Bosnien-Herzegovina og Montenegro har afsluttet associeringsaftalerne med EU som et første skrift på vej mod medlemskab.

Landene omkring Middelhavet og i Mellemøsten har en strategisk betydning for EU. I 1995 blev den såkaldte Barcelona-proces sat i gang for at skabe en ramme for relationerne med landene i de to områder. De fleste lande har nu associeringsaftaler med Unionen, og for EU er det endelige mål at etablere et Europa-Middelhavs-frihandelsområde i 2010. Desuden er EU sammen med Rusland, USA og FN dybt involveret i at finde en varig politisk løsning på konflikten mellem Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.

Foruden handel og bistand forsøger EU også gennem bilaterale samarbejdsaftaler at udvikle forbindelser til ikke-medlemslande på områder som forskning, miljøbeskyttelse og kampen mod ulovlige stoffer. Desuden arbejder EU aktivt sammen med dels en række internationale organisationer som FN, NATO og Europarådet, dels regionale grupperinger rundt omkring i verden.