Den Økonomiske og Monetære Union og euroen

5. Hvad har euroen medført?

1 januar 2007 var femårsdagen for indførelsen af euroen som en fysisk valuta. Introduktionen betragtes generelt som en succeshistorie. Den stærke og stabile euro er blevet en af de to førende internationale valutaer i den globale økonomi.

Eurozone-medlemmer drager nytte af at være en del af en stor valutablok. Det er meget vanskeligere eksempelvis for spekulanter at score hurtige gevinster på at handle med valutaer og dermed fjerne meget af presset, som påvirker værdien. Spekulanter medførte kaos i ERM i de tidlige 1990’ere, da de fik først det britiske pund og siden den italienske lire til at dykke. Men det er ikke lykkedes dem så vidt at forårsage alvorlig skade på euroen. Som konsekvens er Eurozonen er bedre i stand til at opsuge prisvandringer end individuelle medlemsstater. Dertil kommer, at euroens indflydelse er videre udbredt. Handel uden for Eurozonen udgør lige godt en tredjedel af Eurozonens bruttonationalprodukt, og det har valutakurserne en klar indflydelse på. En stærk euro er til ugunst for eksportvirksomheder og modvirker udenlandske investeringer i Eurozonen, men hjælper importvirksomheder og Eurozone-investeringer andre steder i verden.

For EU-borgere, der rejser inden for Eurozonen, er det meget lettere, fordi de ikke skal tænke på besværlig valutaveksling. Det er også meget let at sammenligne priser på varer og tjenesteydelser, hvilket bidrager til et bedre fungerende indre marked og støtter sund konkurrence til fordel for forbrugerne. Den overordnede økonomi og prisstabilitet, som euroen har medført, er gunstig for hele det økonomiske klima lige fra familier til erhvervsliv. Aktuelle tal vurderer, at introduktionen af euroen har øget handlen med 5-15% inden for euro-området.

Mens de praktiske fordele ved euroen anerkendes bredt, så har det ændrede økonomisk-politiske miljø, valutaen har indvarslet, skabt problemer for politikerne. Regeringerne har ikke alene fundet det vanskeligt at arbejde med euroens økonomisk-politiske begrænsninger, nogle har også givet euroen skylden for at begrænse deres indsats.

Den hyppigste beklagelse går på medlemsstaternes manglende mulighed for at bestemme deres egne rentesatser. For nylig har en række politikere især i Tyskland, Frankrig og Italien krævet lavere rentesatser for at stimulere væksten. Men med ECB’s fastsættelse af renten til 2% fra juni 2003 til december 2005 synes disse enkeltpersoner at glemme det faktum, at Eurozone-landene har haft lavere rentesatser, end de har haft i årtier. Medlemsstaternes manglende mulighed for at ændre renten betyder også, at de ikke ensidigt kan sænke renten for at opmuntre til investeringer eller hæve renten for at opmuntre til opsparing. En fælleseuropæisk valuta betyder også en fælleseuropæisk økonomisk politik. Alle medlemsstaterne inden for Eurozonen skal føre deres egen økonomiske politik inden for de rammer, som EU har fastsat.

Eurozone-skepsis

Mange mennesker, særligt de ældre, har stadig en tendens til at omregne euro til deres tidligere møntfod, særligt når der er tale om store summer. I november 2006 offentliggjorde Deutsche Bundesbank en meningsmåling, der viste, at 77 % af tyskerne fortsat regner I D-mark. 94 % af dem anede ikke, at EUR 500-seddel er rødviolet, og 74% af dem hader at skulle have tjekket deres EUR 100-sedler i en scanner. Den dag i dag ligger der mere end 4,4 milliarder D-mark (omkring 7,2 milliarder EUR) gemt i skabe eller sokker. Det virker som om tyskerne ikke stoler på deres nye valuta, og der er ingen grund til hastværk, når de gamle Mark altid kan veksles gratis i forbundsbankerne. Måske er det meget betegnende for det generelle forsigtighedsniveau hos en del af europæerne, men det er også et symptom på den mistillid mange medlemsstater har til EU.

Den største frygt ved euroen er prisinflation – og der blev båret ved til bålet i forbindelse med mediernes dækning af overgangen i 2002. Gennemsnitsborgeren kunne klare en simpel omregning fra den gamle møntfod til euro. Men kun dem, der systematisk skrev priserne ned, ville være i stand til at have et overblik over de ændrede priser for et bredt udvalg af varer. I praksis byggede enkeltpersoner deres opfattelse på priserne på et mindre antal billige dagligvarer så som en kop kaffe, en øl, et brød, en avis m.m. Det var de priser, de kunne huske. Billige dagligvarer og priser på visse tjenesteydelser har vist sig at være steget mere, end dyrere varer og tjenesteydelser. Billige indkøb synes at have ændret sig meget, når deres priser er afrundet, som det er tilfældet i de fleste Eurozone-lande.

Afrundede priser gør livet lettere for bade køber og sælger (1 cent og 2 cent mønter fremstilles ikke længere I Finland og Holland, selv om de stadig er gyldigt betalingsmiddel), men de synes at give et forkert billede af euroens relative værdi. I denne sammenhæng er der et andet fænomen: Desto længere tid det er siden, at den gamle møntfod blev benyttet, desto stærkere er følelsen af, at priserne er steget. Grunden til det er, at dagens priser i euro sammenlignet med tidligere tiders priser. Der ses ofte bort fra, at med den gamle møntfod ville priserne have været højere som følge af inflationen

I modsætning til den generelle holdning, så viser undersøgelser, udført for Kommissionen, at generelt har overgangen til euro ikke medført markante prisstigninger. Generelt havde overgangen til nye kontanter en effekt på prisniveauet et gennemsnit, der lå under 0,3 %.

Nogle nye medlemsstater overvejer at holde folkeafstemninger, om de skal gå med i Eurozonen, når de har opfyldt konvergenskriterierne. Både Danmark og Sverige har holdt folkeafstemninger om at slutte sig til euroen siden 1999, men med negativt udfald ved hver lejlighed.

I juni 2005, skrev det tyske nyhedsmagasin Stern, at 56 % af besvarelserne fra de adspurgte tyskere lød, at de var for en genindførelse af D-marken. Nogle italienske politikere med Silvio Berlusconi som den mest berømte har forlangt, at Italien skulle opgive euroen. Den italienske separatistbevægelse, Lega Nord, har foreslået en folkeafstemning om Italiens tilbagevenden til liren, og mange yderliggående højreorienterede partier i hele Europa har krævet en tilbagevenden til de nationale valutaer, selv om de er mere optaget af nationalisme end af ØMU’en og euroens succes.

Kommissionen har for sin del udelukket ethvert Eurozone-lands mulighed for at forlade den ny valuta. Euroen er kommet for at blive, idet fordelene langt overstiger problemerne på såvel nationalt som europæisk niveau.

Fremtiden for ØMU’en

Det væsentligste emne for ØMU’en i de kommende år, og for EU som helhed, vil være europæiske i modsætning til nationale interesser. I januar 2007 skrev avisen Financial Times, at et flertal af indbyggere i Frankrig, Italien og Tyskland mente, at euroen havde skadet deres nationale økonomier, mens den fælles valuta havde en gunstig effekt på EU’s økonomi som helhed. En anden meningsmåling, udarbejdet for International Herald Tribune, udviste i modsætning hertil tiltro til euroen. Ifølge meningsmålingen fra marts 2007 regner 89 % af franskmænd og italienere, 93 % spaniere og 83 % tyskere med, at euroen vil være standardvaluta i Europa i 2057.

Hvad enten Eurozone-skeptikernes holdning er velplaceret, når det handler om nationale økonomier, kan debatteres, ligesom det kan diskuteres, om større, mere etablerede lande skal opleve en økonomisk nedtur for at hjælpe de nye medlemsstater op på niveau. Reelt oplevede euro-området i 2006 dets største vækst siden 2000, og yderligere vækstprognoser er blevet opjusteret. Dertil kommer, at den tyske økonomi begyndte at komme sig i begyndelsen af 2007. På trods af alt står Eurozone-økonomien fortsat stærkt, og de nylige udsving i rentesatserne var mindre for euroen end for dollaren.

Euroen har erstattet dollaren som den overlegne valuta på de internationale obligationsmarkeder, og euroen udgør nu godt 25 % af de internationale valutareserver. Den europæiske valuta har vundet terræn på bekostning af dollaren.

eu4journalists

Dossiers

Basics

Contact Guide