eu4journalists

Den Økonomiske og Monetære Union og euroen

1. Historie – indførelse af euroen

Den Europæiske Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er en aftale mellem de deltagende europæiske nationer om at dele en enkelt valuta, euro, og en enkelt økonomisk politik med fastsatte betingelser for finansielt ansvar. Der er for tiden 27 medlemsstater med forskellige former for integration i ØMU’en. 13 medlemsstater har indført euroen: Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Slovenien, Spanien, Tyskland og Østrig. Tre andre medlemsstater, Danmark, Storbritannien og Sverige har ingen umiddelbare planer om at indføre euroen. 11 andre medlemsstater, Cypern, Malta, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien befinder sig på forskellige niveauer for indførelse af euroen og ventes at træde ind i eurozonen i løbet af de kommende 10 år.

I kølvandet på Anden Verdenskrig var de fleste af den industrialiserede verdens valutaer tæt knyttet til den amerikanske dollar under den såkaldte guldstandard under Bretton Woods Systemet. Dollarens regulære overlegenhed og tvangsdevalueringen af adskillige europæiske valutaer fik europæiske politikere til at arbejde på at genoprette ubalancen gennem større økonomisk integration mellem europæiske nationer.

Planerne om en europæisk valuta begyndte i 1969 med Barre Rapporten, som blev udgivet af det den gang seks medlemmer store Europæiske Fællesskab (EF). Det blev fulgt op senere på året med et møde mellem stats- og regeringsledere i Haag for at planlægge dannelsen af en økonomisk og monetær union. Processen blev forsinket som følge af Bretton Woods Systemets sammenbrud i 1971, efter USA’s præsident Richard Nixons ensidige beslutning om at gøre dollaren uindløselig med guld og af oliekrisen i 1972. I mellemtiden voksede EF til at omfatte ni stater, hvoraf flere stillede sig tøvende over for at opgive deres nationale valutaer.

For tiden kan de deltagende europæiske lande blive integreret gennem tre forskellige økonomiske trin, som er i overensstemmelse med de historiske trin i ØMU’ens udvikling.

Trin I

Det Europæiske Monetære System (EMS) blev indført i 1979 for at knytte de europæiske valutaer sammen og undgå for store udsving mellem deres respektive værdier. Det udviklede den europæiske valutakursmekanisme (ERM), under hvilken vekselkurser for hver enkelt medlemsstats valuta blev fastholdt i begrænsede udsving (+/-2,25 %) på hver side af en referenceværdi. Denne referenceværdi blev etableret i en samlet pulje med alle de deltagende valutaer, kaldet Den Europæiske Valutaenhed (ECU), som blev vægtet i forhold til størrelsen af medlemsstaternes økonomi.

Hen mod slutningen af 1980’erne voksede hvert af medlemsstaternes markeder tættere på naboens og skabte det, der i sidste instans kom til at hedde det indre marked. International handel i det indre marked kunne hindres af risikoen ved vekslekurser for valutaer – på trods af den relative stabilitet som følge af ERM – og de øgede transaktionsomkostninger, som dette medførte. Etableringen af en fælles valuta i det indre marked syntes at være en naturlig følge, og på den måde kom ideen om en fælles valuta atter i forreste række.

I februar 1986 vedtog Kommissionen under formand Jacques Delors den europæiske fælles akt, som havde til formål at fjerne institutionelle og økonomiske hindringer mellem EF-medlemsstater og at etablere målet for et fælles europæisk marked. I 1989 blev planerne for at gennemføre ØMU’en i tre trin ridset op. Selv om processen med Trin I begyndte med EMS’en i 1979, så indledtes det første trin officielt i 1990, da kontrollen med vekslekurser blev ophævet, og dermed frigav kapitalbevægelser inden for EF. I 1992 blev de tre trin, forudset af Delors-kommissionen, formaliseret i Maastricht-traktaten, herunder de økonomiske konvergenskriterier for indførelse af den fælles valuta. Reelt betød det ændringen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Kriterierne for medlemskab af EU og indførelsen af euro er fastlagt i tre dokumenter. Det første er Maastricht-traktaten fra 1992. Den trådte i kraft 1. november 1993. Senere samme år blev det andet udformet af Ministerrådet i København i form af ”Københavner-kriterierne”, som klargjorde de generelle målsætninger for Maastricht-traktaten. Det tredje er Rammeaftalen, som forhandles med hvert af ansøgerlandene, inden de optages i EU. Kriterierne er også blevet klargjort af EU’s lovgivning og i årenes løb af EU’s domstole.

Det første trin i ØMU-udviklingen svarer til et aktuelt kandidatland, der først skal opfylde Københavnskriterierne for derefter at kunne blive optaget i EU.

Trin II

På topmødet i Madrid i december 1995 lykkedes det Tyskland at argumentere for, at ændre navnet ECU til “euro”. Det såkaldte Madrid scenario opstillede også en overgangsperiode mellem introduktionen af euroen i bogføring og senere som kontant valuta.

På ØMU’ens andet trin blev Det Europæiske Monetære Institut (EMI) etableret som en forløber for Den Europæiske Centralbank (ECB). I juni 1997 enedes Ministerrådet i Amsterdam om Stabilitets- og vækstpagten og opstillede ERM II, som skulle efterfølge Det Europæiske Monetære System og ERM efter indførelsen af euroen. Det følgende år udvalgte Ministerrådet i Bruxelles 11 lande til at indføre euroen I 1999, og ECB blev en realitet med opgaver så som at etablere en pengepolitik for EU og med at fore opsyn med Det Europæiske System af Centralbanker – nationalbanker, som var villige til at gennemføre ECB’s beslutninger, trykke pengesedler, slå mønter og hjælpe de første eurolande med at opfylde konvergenskriterierne.

Det andet trin af ØMU-udviklingen svarer til et nyligt optaget medlemsland, som indtræder i ERM-II, hvor det er nødt til at befinde sig i mindst to år, inden det kan indføre euroen.

Stage III

1 januar 1999 blev euroen indført i en ikke-fysisk form med vekslekurser for 11 af de daværende 15 medlemsstaters valutaer og fastlåst 31. december 1998. Valutakursmekanismen (ERM) blev efterfulgt af den ny ERM-II, der fungerede på same made som den oprindelige ERM, men i konteksten af en eksisterende euro-valuta. ECB begyndte at håndhæve en fælles pengepolitik med støtte fra centralbankerne I de enkelte medlemsstater, og den treårige overgangsperiode, der blev vedtaget i Madrid, blev indledt og varede frem til 1. januar 2002. I midten af 2000 meddelte Kommissionen, at Grækenland formelt ville kunne deltage i fællesvalutaens tredje trin fra 1. januar 2001.

Euroen var en virtuel valuta for de 12 lande i den såkaldte Eurozone – Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Den blev brugt i forbindelse med bogføring, og virksomhederne kunne gennemføre en transaktion i euro vel vidende, at vekslekursen blandt medlemsstaterne var fastlåst. Euro-opgørelser optrådte på kontoudtog fra bankerne ved siden af den nationale valuta for at vænne folk til den ny valuta.

Hver af staterne, der ville indføre den ny valuta 1. januar 2002, var nødt til at opfylde de “Konvergenskriterier“, som blev bestemt i Maastricht-traktaten. Kriterierne omfatter fire krav:

• Valutaer skal holde sig inden for de rammer, der er bestemt af ERM, i mindst to år
• Langfristede renter må ikke være mere end to procentpoint højere end de tre bedste medvirkende medlemsstaters renter
• Inflationen skal ligge under en referenceværdi (inden for tre år må priserne ikke være højere end 15 % af den bedste medvirkende)
• Den offentlige gæld skal være under 60 % af BNP (eller bevæge sig mod dette mål) og underskuddet på finansloven under 3 %

Som forberedelse til lanceringen af euroen 1. januar 2002 var der blevet trykt over 14 milliarder pengesedler til en samlet værdi af 633 milliarder euro, og der var gået 250.000 ton metal til at slå 52 milliarder mønter. I tiden op til 1. januar 1999 var det pessimisterne, der herskede ved at sprede frygt og forvirring. I pressen blev det til, at en så kæmpemæssig valutaomveksling umuligt kunne lade sig gøre. Men frygten skulle vise sig ubegrundet. Pengeautomater leverede den ny valuta minutterne efter midnat, og i løbet af få dage betalte EU’s borgerne med euro.

ØMU-udviklingens tredje trin svarer til en medlemsstat, der efter at været gået med i ERM-II og har opfyldt konvergenskriterierne i mindst to år, indtræder i Eurozonen.

Udvikling i vekslekursen

På den første handelsdag 4. januar 1999 på Børsen i Frankfurt stod euroen til 1,1789 I forhold til dollaren. Fra den dag faldt euroen i værdi. Kun et år senere var kursen faldet til under pari i forhold til dollaren (USD), og den fortsatte med at falde frem til 26. oktober 2000, da den ny valuta nåede bunden med en kurs på 0,8225 USD. Den gennemsnitlige årlige kurs lå på 0,95 USD.

Euroen kom sig ikke, før den europæiske kontantvaluta blev indført I 2002. I løbet af året steg euroen fra 0,90 USD til 1,02 USD I slutningen af 2002. Et år senere lå euroen på 1,24 USD, og i november 2004 kom den over 1,30 USD for at nå sit hidtidige højdepunkt på 1,3668 USD 30. december 2004. I løbet af 2005 faldt euroen til 1,18 USD i december. I 2006 steg euroen og lå mellem 1,1813 USD 2. januar og 1,258 USD 5. juni. Hen mod slutningen af året steg valutaen mod en ny rekord og overskred let 1,30 USD og så ud til at holde sig på det niveau.

Nøglepunkter:

• Planer for en fælles valuta indledtes i slutningen af 1960’erne
• Tre niveauer for ØMU-integrationen: EU tiltrædelse, ERM-II, Eurozonen
• Maastricht-traktaten I 1992, Københavnskriterierne fra 1993, samordning af individuel tiltrædelse
• Fire konvergenskriterier for at indtræde i Eurozonen