Hovedaktører
3. Forklaring på EU-institutionerne
Europa-Parlamentet
Parlamentet repræsenterer 492 millioner EU-borgere og deler den lovgivende magt med Ministerrådet. Det er den eneste EU-institution, der er direkte valgt. Plenarmøderne holdes normalt i Strasbourg i Frankrig, mens udvalgsmøderne foregår i Bruxelles i Belgien. Medlemmerne af Parlamentet (MEP'erne) har kontorer begge steder.
Medlemmerne er ikke organiseret efter nationalitet men efter politisk tilhørsforhold og sidder derfor i politiske grupperinger. Parlamentsformanden vælges af medlemmerne for to et halvt år, og vedkommende fører tilsyn med Parlamentets arbejde og repræsenterer Parlamentet over for eksterne forbindelser.
Igennem årene er Parlamentets magt vokset betydeligt. Den fælles beslutningsprocedure betyder, at Parlamentet på en lang række områder kan blokere for lovforslag selvom det dog på visse mere følsomme områder kun har rådgivende magt over for Ministerrådet. Parlamentet har det sidste år på mange områder af EU's årlige budgetudgifter.
Til en vis udstrækning er det Parlamentets opgave at overvåge de 27 kommissærer, der udpeges af Ministerrådet, hvorpå de skal godkendes af Parlamentet. Det er kommissærernes rolle at kontrollere EU's forskellige aktiviteter, og kommissærerne møder regelmæssigt op ved parlamentsudvalgenes møder.
Parlamentet har ret til at afsætte hele Kommissionen men ikke enkelte kommissærer. Denne ret er aldrig blevet udnyttet, selv om der i flere tilfælde er blevet truet med det. I forbindelse med en række anklager om dårlig forvaltning og især beskyldninger om nepotisme gik hele Kommissionen under ledelse af Jacques Santer i 1999 frivilligt af, før Parlamentet udnyttede sin autoritet. Og i oktober 2004 besluttede kommissionsformand José Manuel Barroso at trække sit forslag til nyt hold kommissærer tilbage for at undgå et nederlag i Parlamentet. Her var medlemmerne især imod valget af italienske Rocco Buttiglione som kommissær for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed. En revideret Kommission blev dernæst foreslået for og godkendt af Parlamentet den 18. november 2004.
Medlemmerne af Parlamentet (MEP'erne), de i alt 785medlemmer bliver valgt for fire år ved samtidige, direkte valg i medlemslandene. Antallet af medlemmer stemmer stort set overens med de nationale befolkninger, så Tyskland f.eks. har 99 MEP'ere, mens Malta har fem.
Parlamentsudvalgene, mødes normalt i Bruxelles, hvor de dækker hver deres fagområde og udarbejder Parlamentets holdning på det pågældende område. I princippet er alle udvalgsmøder og plenarmøder tilgængelige for offentligheden, selv om dele af visse udvalgsmøder holdes for lukkede døre.
Ministerrådet
Ministerrådet er EU's primære lovgivende organ, og det deler magten med Parlamentet.
Ministerrådet repræsenterer medlemslandene, og ministre eller embedsmænd fra regeringerne mødes for at diskutere specifikke emner. Officielt hedder det Rådet for Den Europæiske Union, men i daglig tale kaldes det Ministerrådet eller Rådet.
I mellemstatslige spørgsmål som f.eks. udenrigspolitik handler Ministerrådet på eget initiativ, og her er både Kommissionens og Parlamentets rolle begrænset. Rådsmøderne holdes for lukkede døre, men de seneste år har der været forsøg på at øge gennemsigtigheden i beslutningsprocessen og gøre nogle møder offentligt tilgængelige. Alle rådsdrøftelser holdes i henhold til den fælles beslutningsprocedure for åbne døre.
De fleste møder foregår i Bruxelles, men i april, juni og oktober finder de sted i Luxembourg. Ofte foregår møderne helt andre steder eksempelvis i forbindelse med møder i FN eller WTO. Hvert medlemsland har på skift formandskabet for Ministerrådet i seks måneder ad gangen, og formandskabet sætter EU's dagsorden. Fire gange om året mødes medlemslandenes stats- og regeringschefer til topmøder – kaldet Det Europæiske Råd – hvor de udstikker EU's overordnede retningslinjer.
Ministerrådets opbygning: Ministerrådet sammensættes på ni forskellige måder afhængigt af emnet. Alt arbejdet forberedes og koordineres af De Faste Repræsentationers Komité (COREPER), der består af medlemslandenes EU-ambassadører og deres embedsmænd. De ni sammensætninger er disse:
- Almindelige Anliggender og Eksterne Forbindelser
- Økonomiske og Finansielle Anliggender
- Retlige og Indre Anliggender
- Konkurrenceevne
- Transport, Telekommunikation og Energi
- Landbrug og Fiskeri
- Miljø
- Uddannelse, Ungdom og Kultur
- Beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik
Formandskabet: I henhold til et fast skema har hvert land på skift formandskabet i seks måneder. Formandskabet spiller en afgørende rolle for organiseringen af institutionens arbejde. Det er drivkraften i lovgivnings- og beslutningsprocessen, og det løser og forhandler kompromiser på plads mellem medlemslandene, når det er nødvendigt. Formandslandet tilrettelægger og leder alle møder.
Rådet består af medlemslandenes stats- og regeringschefer samt Kommissionens formand. Det fastlægger de overordnede politiske retningslinjer for EU. Møderne finder sædvanligvis sted i Justus Lipsius-bygningen i Bruxelles.
Generalsekretæren for Rådet, der også er Højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) bistår Rådet på udenrigspolitiske områder. Han bidrager til formulering, forberedelse og implementering af de europæiske beslutninger, og over for tredje lande agerer han på vegne af Rådet. I øjeblikket varetages funktionen af Javier Solana.
EU-kommissionen
Kommissionen for de 27 medlemslande består af 26 kommissærer samt formanden. Kommissionen har ansvaret for en række porteføljer såsom erhvervsliv og industri, transport, institutionelle relationer og kommunikationsstrategi, landbrug og udvikling af landdistrikterne og meget mere. Hver kommissær har et kabinet (privat kontor) og et departement (Generaldirektorat) af embedsmænd, der oftest er baseret i Bruxelles.
Kommissionen udpeges for en femårig periode. Formanden nomineres i enighed af medlemslandene og godkendes af Parlamentet. Den nyvalgte formand bliver så sammen med regeringerne enige om at nominere kommissærerne. Efter såkaldte godkendelseshøringer i fagudvalgene godkender Parlamentet hele Kommissionen som en helhed. I dag har hvert medlemsland en kommissær, men frem til 2004 havde de største lande to kommissærer hver.
Kommissionen er den eneste institution i EU, der kan foreslå ny lovgivning. Men først må Kommissionen rådføre sig med interesseorganisationer og eksperter for at sikre, at Unionens borgere betjenes korrekt. Kommissionen mødes regelmæssigt med ekspertudvalg og rådgivende organer fra de nationale regeringer, ligesom den mødes med Europa-repræsentanter for organisationer fra en række sektorer så som industrien, offentlige institutioner, fagforeninger, forbrugergrupper, regionale organisationer og ngo'er. Mange af disse har deres faste repræsentationer i Bruxelles, som udfører lobbyarbejde over for Kommissionen ud fra den erkendelse, at det bedste tidspunkt at få indflydelse på ny lovgivning er før det får status af officielt forslag.
Når ny EU-lovgivning er vedtaget, har Kommissionen pligt til at sikre, at lovgivningen implementeres korrekt og fuldt – og inden for eventuelle tidsfrister – i samtlige medlemslande. Kommissionen (eller de enkelt lande) kan indbringe andre medlemslande for Domstolen for mangelfuld opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til EU-lov.
Generaldirektoraterne er Kommissionens departementer, der står for den praktiske politik for hvert område. Kommissionen har 36 Generaldirektorater, der hovedsagligt er baseret i Bruxelles og Luxembourg. De største generaldirektorater kan have omkring 1000 embedsmænd ansat til et specifikt område.
Andre EU-institutioner
EF-domstolen
De Europæiske Fællesskabers Domstol - EF-domstolen eller blot Domstolen - har hjemme i Luxembourg. Den består af en dommer fra hvert EU-land samt otte generaladvokater. Domstolen er fuldstændig uafhængig og har til opgave at sikre, at al EU-lovgivning fortolkes og anvendes ens i alle medlemslande. Eksempelvis har domstole i medlemslandene pligt til at sende sager om uoverensstemmelser mellem national og EU-lovgivning videre til Domstolen. Det er også Domstolens opgave at løse konflikter mellem EU's institutioner og mellem medlemslandene.
Flere afgørende domstolskendelser i løbet af de seneste år har bl.a. betydet en styrkelse af EU-lovgivningen i forhold til miljø, forbrugerbeskyttelse, beskæftigelse samt den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser i Unionen. Domstolens rolle bliver dermed stadig vigtigere i takt med at mere lovgivning skal igennem EU, før det får konsekvenser for borgerne.
Enhver borger eller organisation har ret til at bringer sager for Domstolen, hvis det drejer sig om lovgivning, der har direkte betydning for dem selv. Retten af Første Instans blev oprettet i 1989.
Revisionsretten
Revisionsretten har også hjemme i Luxembourg, og den skal sikre, at EU bruger sine penge på den mest effektive måde. Ifølge institutionens eget website skal Revisionsretten "kontrollere, at de finansielle handlinger er tilstrækkeligt dokumenteret, at de er udført i henhold til lovgivningen, og at de er bestyret på en ordentlig måde, så der er taget hensyn til økonomi, udbytte og effektivitet”.
Revisionsretten kalder sig selv Unionens 'finansielle samvittighed, fordi den holder øje med EU’s budget og sikrer, at Kommissionen forvalter det korrekt. Det er på baggrund af Revisionsrettens rapporter, at Parlamentet hvert år beslutter, om det kan godkende Kommissionens forvaltning af det foregående års budget.
Den Europæiske Ombudsmand
Parlamentet udpeger Den Europæiske Ombudsmand, der tager sig af klager over EU-institutionernes forvaltning. Ombudsmanden har hjemme i Strasbourg, og enhver borger, virksomhed eller organisation i Unionen kan bede ombudsmanden om at undersøge en bestemt sag.
Finansielle organer
Den Europæiske Centralbank
Den Europæiske Centralbank i Frankfurt er centralbank for alle eurolandene. Den sætter renteniveauet og har ansvaret for den monetære politik. Styrelsesrådet består af cheferne for nationalbankerne i eurolandene samt direktionen, som udgøres af formanden, næstformanden samt fire andre medlemmer, der nomineres af Ministerrådet. Direktionen mødes månedligt og er bl.a. ansvarlig for at renteniveauet.
Den Europæiske Investeringsbank (EIB)
EIB er baseret i Luxembourg, hvorfra det udsteder lån og garantier til EU's mindre udviklede regioner. Det finansierer også investeringsprogrammer, der skal gøre virksomheder mere konkurrencedygtige.
Rådgivende organer
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er et rådgivende organ. Dets engelske forkortelse er ESC eller EESC men uofficielt kaldes det også Ecosoc – det må dog ikke forveksles med FN's økonomiske og sociale råd, der officielt kendes som Ecosoc. EØSU har over 200 medlemmer, der repræsenterer europæiske organisationer såsom forbrugere, landmænd, fagforeninger og arbejdsgivere. Antallet af medlemmer per EU-land afspejler befolkningsstørrelsen. På en række områder har Kommissionen pligt til at rådføre sig med EØSU, når det foreslår ny EU-lovgivning. Ligesom Regionsudvalget) har EØSU's mening ingen bindende betydning, men udvalget bliver hørt på omkring to-tredjedele af alle lovforslag
Regionsudvalget
Det andet officielle rådgivende organ er Regionsudvalget, der over for Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet repræsenterer de lokale og regionale myndigheder. Udvalget skal således være med til at bringe Unionen tættere på borgerne ved på EU-niveau at lade de lokale og regionale røster blive hørt. De 344 medlemmer er alle folkevalgte lokale eller regionale politikere. Mens EØSU går helt tilbage til 1957 (Rom-traktaten), så blev Regionsudvalget først oprettet i 1994 efter Maastricht-traktaten fra 1992. Udvalget skal høres, når lovforslag har regionale konsekvenser især på områderne sundhed, uddannelse, transport, beskæftigelse og socialpolitik. Ligesom EØSU er heller ikke Regionsudvalgets mening af bindende betydning.
Interinstitutionelle organer
Det Europæiske Kontor til Bekæmpelse af Svig (OLAF)
Oprindelig hørte OLAF under Kommissionen, og kontoret blev oprettet for at bekæmpe svig i forbindelse med implementering af EU's programmer og politikker. I dag arbejder det som selvstændigt kontor. Da store dele af EU's budget bliver forvaltet af nationale agenturer, arbejder OLAF tæt sammen med de nationale myndigheder, der bekæmper svig og korruption.
Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer Publikationskontoret er EU's forlag. Det har ansvaret for at trykke og distribuere EU-publikationer til alle typer medier og til alle formål.
Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) EPSO er det centrale kontor, der organiserer såkaldte "konkurrencer" for at rekruttere og udvælge personale til samtlige EU-institutioner.
EU-agenturer
Fællesskabsagenturer er fællesskabsretlige organer, der adskiller sig fra de egentlige EU-institutioner og har status af juridisk person. De er oprettet med henblik på at løse en specifik teknisk, videnskabelig eller forvaltningsmæssig opgave.
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske agenturer
I øjeblikket omfatter det Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (ISS) og EU-Satellitcentret (EUSC).
Agenturer for det politimæssige og strafferetlige samarbejde
På nuværende tidspunkt findes der det europæiske strafferetlige samarbejdsorgan (Eurojust), Det Europæiske Politiakademi (CEPOL) og Den Europæiske Politienhed (Europol).