Hovedaktører
1. Samarbejde
Magtfordelingen i EU
Medlemmer af Den Europæiske Union er suveræne stater, der har besluttet at dele deres suverænitet på en række kerneområder. Det er områder, hvor det tjener landene at arbejde sammen på europæisk plan. EU er imidlertid ikke en føderal stat. Det er et unikt system, der konstant er blevet udviklet gennem sine mere end 50 år lange eksistens.
Som enhver regering har Unionen en lovgivende og en udøvende magt samt en uafhængig dømmende magt, der får støtte fra en række andre institutioner.
Magtfordelingen blandt EU-institutionerne er fastlagt i de grundlæggende traktater. Disse bliver forhandlet af medlemslandene og derpå ratificeret individuelt i hvert enkelt land. Den oprindelige traktat – Rom-traktaten – grundlagde i 1958 Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Maastricht-traktaten i 1992 skabte Den Europæiske Union og udviklede den fra en ren økonomiskbaseret union til i højere grad at være en politisk konstruktion. De andre traktater – Den europæiske fælles akt (1987), Amsterdam-traktaten (1999) og Nice-traktaten (2003) har alle tilføjet noget betydningsfuldt til Unionen, dens rolle og funktioner.
Det næste skridt skulle være etableringen af en forfatning for EU, der samler alle tidligere traktater og blandt andet strømliner EU's beslutningsproces og udenrigspolitik. Den 29. oktober 2004 underskrev stats- og regeringschefer samt udenrigsministre for de daværende 25 medlemslande samt tre kandidatlande (Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet) forfatningstraktaten. Men ratificeringsprocessen løb ind i alvorlige problemer, da de franske og hollandske vælgere ved folkeafstemninger i 2005 afviste forfatningen. Forfatningens skæbne blev heftigt debatteret under det tyske formandskab i 2007. Senest under det franske formandskab i andet halvår af 2008 bliver der truffet beslutninger om det videre forløb.
De tre EU-institutioner, der har ansvaret for at lave politik og tage beslutninger er Ministerrådet (der repræsenterer de nationale regeringer), EU-Kommissionen (der repræsenterer den fælles europæiske interesse) samt Europa-Parlamentet (der repræsenterer befolkningerne).
Beslutningsprocessen
Kommissionen er den eneste institution i EU, der kan foreslå ny lovgivning. Men først må Kommissionen rådføre sig med interesseorganisationer og eksperter for at sikre, at Unionens borgere betjenes korrekt. Kommissionen mødes regelmæssigt med ekspertudvalg og rådgivende organer fra de nationale regeringer, ligesom den mødes med Europa-repræsentanter for organisationer fra en række sektorer så som industrien, offentlige institutioner, fagforeninger, forbrugergrupper, regionale organisationer og ngo'er. Mange af disse har deres faste repræsentationer i Bruxelles, som udfører lobbyarbejde over for Kommissionen ud fra den erkendelse, at det bedste tidspunkt at få indflydelse på ny lovgivning er før det får status af officielt forslag.
Når Kommissionen har vedtaget et nyt lovforslag, bliver det fremsendt til Parlamentet og Ministerrådet. De kan enten godkende forslaget i dets oprindelige form, komme med ændringsforslag eller helt forkaste det (hvilket dog sjældent sker). Ofte rådfører Kommissionen sig også med Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget, som er de to officielle EU-rådgivende organer, hvis holdninger dog på ingen måde er bindende.
Fælles beslutningsprocedure: Den mest udbredte procedure for vedtagelse af ny lovgivning er kendt som den fælles beslutningsprocedure, hvor Ministerrådet og Parlamentet deles om den lovgivende magt. Først behandler Parlamentet og derpå Ministerrådet forslaget fra Kommissionen. Såfremt begge institutioners standpunkt er ens, bliver forslaget vedtaget med det samme. Her findes ingen tidsgrænse, så Ministerrådet kan vente med sin førstebehandling til flere måneder eller år efter, at Kommissionen har fremsendt forslaget.
Hvis der er uenighed, sendes forslaget først tilbage til Parlamentet og derefter til Ministerrådet til andenbehandling. Herefter er der tidsbegrænsninger på processen. Hvis der på et tidspunkt opstår enighed, bliver forslaget vedtaget. Er der stadig uenighed, forsøger forligsudvalget at få parterne til at blive om en fælles lovtekst, som derpå godkendes separat i begge institutioner. Under hele forløbet deltager Kommissionen. Hvis parterne ikke kan blive enige om en fælles tekst, eller hvis teksten forkastes, bliver lovforslaget ikke vedtaget.
Ministerrådet forsøger at nå til enighed, men på mange områder kan beslutninger tages med såkaldt kvalificeret flertal. Et medlemslands antal stemmer svarer proportionalt til landets størrelse. På en række følsomme områder er der dog krav om enstemmighed.
I visse tilfælde bliver den såkaldte høringsprocedure taget i brug. Den indebærer, at Parlamentet har ret til at blive hørt, før Ministerrådet træffer beslutning om et forslag fra Kommissionen. I disse tilfælde stilles der normalt krav om enstemmighed i Ministerrådet.
I nogle tilfælde bliver Parlamentet bedt om at give sit tilsagn eller forkaste et forslag. Det kaldes for samstemmende procedure og bruges eksempelvis i forbindelse med godkendelse af nye medlemmer af Kommissionen eller til at godkende en aftale med et ikke-medlemsland.
Efter vedtagelsen: Når ny EU-lovgivning er vedtaget, har Kommissionen pligt til at sikre, at lovgivningen implementeres korrekt og fuldt – og inden for eventuelle tidsfrister – i samtlige medlemslande. Kommissionen (eller de enkelt lande) kan indbringe andre medlemslande for Domstolen for mangelfuld opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til EU-lov. Eksempelvis stævnede Kommissionen i juli 2003 otte medlemslande, fordi de ikke havde implementeret lovgivning på affaldsområdet. Det er Domstolens opgave at udrede enhver afvigelse mellem de nationale og de europæiske lovgivninger samt at sikre, at EU-lovgivningen fortolkes ens i alle medlemslande.