EU i korte træk
3. Et blik på fremtiden
Kommissionen – EU's maskinrum
Kommissionen står for en stor del af det daglige arbejde i EU. Den stiller forslag til ny EU-lovgivning, som fremlægges for Parlamentet og Ministerrådet. Den sikrer, at EU's vedtagelser bliver korrekt implementeret i medlemslandene, og den fører kontrol med EU's fonde. Endelig sikrer Kommissionen, at alle overholder EU's traktater og love.
Kommissionen for de 27 medlemslande består af en formand og 26 kommissærer 26 Commissioners, der hver især har et særligt ansvarsområde eksempelvis erhverv og industri, transport, institutionelle relationer og kommunikationsstrategi og landbrug og udviklingen af landdistrikterne. Hver kommissær har sit eget kabinet (private kontor) og et departement (generaldirektorat) af embedsmænd, som oftest har hjemme i Bruxelles.
Formanden, der i øjeblikket er José Manuel Barroso, vælges af EU's regeringer og godkendes dernæst af Parlamentet. De øvrige medlemmer nomineres af regeringerne i samarbejde med den kommende formand, men hele Kommissionen skal samlet godkendes af Parlamentet. Kommissionen udpeges for en periode på fem år, men den kan på et hvilket som helst tidspunkt afskediges af Parlamentet. Kommissionen handler uafhængigt af medlemslandenes regeringer.
Kommissionen kan opfattes som den motor eller det maskinrum, der holder EU kørende, der fremsætter nye forslag og forsvarer Unionens interesser set i modsætning til et enkelt medlems interesser. Kommissionsformanden fungerer som den primære ingeniør, der skal sikre fremdrift for EU og udpege retningen for de øvrige kommissærer og for Kommissionen som helhed. Formanden repræsenterer også Kommissionen ved møder i Ministerrådet, ved forhandlinger med andre EU-institutioner og over for resten af verden.
Udvidelse – et dybere, bredere og mere stabilt Europa
Det er Kommissionens opgave at sikre, at udvidelse fortsat er et af EU's mest magtfulde redskaber, der udvider området for fred og stabilitet, frihed og demokrati, velstand og solidaritet over hele Europa. Der er behov for at kommunikere mål og udfordringer ved udvidelsesprocessen til borgerne og at konsolidere EU's forpligtelser til udvidelse. Kommissionen understreger også, at de skrappe optagelseskrav til kandidatlandene skal overholdes.
Unionen optager nye medlemmer – processen kaldes udvidelse – på betingelse af, at de opfylder visse krav. Det starter med, at et land ansøger om medlemskab. Når de eksisterende medlemslande sammen med Kommissionen og Parlamentet har godkendt et land som potentielt medlem, får det status af 'kandidatland'. Det går derefter i gang med omfattende forhandlinger med Kommissionen om betingelserne for medlemskab.
I korte træk skal et kandidatland opfylde de såkaldte Københavns-kriterier for at blive optaget i Unionen. Det betyder, at det skal indføre hele den eksisterende EU-lovgivning (kaldet acquis communautaire) i landets eget juridiske system og bevise, at det er et stabilt og velfungerende demokrati med en stabil og velfungerende økonomi. Når forhandlingerne er færdige, skal hvert af de eksisterende medlemslande samt kandidatlandet selv ratificere en tiltrædelsestraktat. De fleste nye medlemmer vælger at afholde en folkeafstemning som en del af ratificeringsprocessen.
Indtil maj 2004 havde EU 15 medlemslande med i alt 375 millioner indbyggere. I 2004 trådte ti nye lande - fortrinsvis fra det centrale og østlige Europa – ind i EU. I 2007 fulgte Bulgarien og Rumænien trop, så EU's nuværende indbyggertal er knap 500 millioner. Kroatien forhandler om medlemskab og vil formentlig blive optaget inden for få år. Tyrkiet er også kandidatland og hvis alle betingelser for medlemskab er opfyldt, kan det – vurderes det – blive medlem i 2015 eller senere. EU yder væsentlig økonomisk hjælp og rådgivning for at hjælpe kandidatlandene i forberedelserne på at blive medlemmer. Det er Kommissionens Generaldirektorat for Udvidelsev Enlargement DG, der har ansvaret for kandidatlandene.
Forandringer i horisonten
Efter udvidelsen til 27 medlemslande og med udsigt til endnu flere har EU brug for en mere strømlinet og effektivt beslutningsproces. Den bør samtidig være fair over for alle medlemmer såvel gamle som nye, store som små.
Hvert medlemsland har et vist antal stemmer til rådighed i Ministerrådet. Og indbyggerne i hvert medlemsland vælger et vist antal medlemmer af Parlamentet. Groft sagt afspejler antal stemmer og medlemmer de enkelte landes indbyggertal i forhold til hinanden.
Den 29. oktober 2004 underskrev stats- og regeringschefer samt udenrigsministre for de daværende 25 medlemslande samt tre kandidatlande (Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet) forfatningstraktaten. Men ratificeringsprocessen løb ind i alvorlige problemer, da de franske og hollandske vælgere ved folkeafstemninger i 2005 afviste forfatningen. I EU er forsinkelsen hovedsagligt blevet opfattet som en mulighed (og katalysator) for eftertænksomhed: hvordan skal den europæiske integration indrettes, så borgerne, civilsamfundet, de sociale partnere, de nationale parlamenter og de politiske partier deltager i processen og føler, at deres meninger bliver hørt?
Forfatningens skæbne blev heftigt debatteret under det tyske formandskab i 2007, hvorved betænkningstiden blev erklæret for afsluttet. Ved 50-års jubilæet for Romtraktaten i marts underskrev samtlige medlemslande Berlin-erklæringen, der havde til hensigt at få alle medlemslande til at blive enige om en ny traktat. Ved Ministerrådsmødet i Bruxelles i juni 2007 blev stats- og regeringslederne enige om rammerne for en ny traktattekst i stedet for den afviste. Det er Ministerrådets håb, at den ny traktat vil ruste EU til mødet med det 21. århundredes udfordringer og sikre, at EU's virkelige potentiale bliver ført ud i livet.
Den endelige traktattekst blev godkendt på det uformelle rådsmøde i Lissabon den 17.-18. oktober 2007 og med den officielle underskrivning i Lissabon den 13. december 2007 har EU genrejst sig oven på den krise, der fulgte efter hollændernes og franskmændenes afvisning af den oprindelige EU-forfatning.
Hvis alle medlemslande ratificerer teksten, vil Reformtraktaten være trådt i kraft før det næste valg til Europa-Parlamentet i 2009. De fleste lande håber at være klar i begyndelsen af 2008 ved at lade deres nationale parlamenter ratificere den. Formentlig er det kun irerne, der skal til stemmeurnerne, da den irske grundlov stiller krav om en folkeafstemning.
Den nye Lissabon-traktat fokuserer på EU's behov for at modernisere og reformere. Den er skabt for at gøre den udvidede Union mere demokratisk og for at leve op til borgernes forventninger om troværdighed, gennemsigtighed og medinddragelse. Traktaten skal også sikre, at EU effektivt kan tackle de nuværende globale udfordringer som klimaforandringer, sikkerhed og bæredygtig udvikling.
Den vigtigste institutionelle nytænkning og politiske ændringer:
- et Permanent Formandskab, der leder EU-topmøder i en 2½-årig periode, der kan fornyes i stedet for de nuværende seks måneders roterende formandskab;
- et mere gennemsigtigt stemmesystem baseret på dobbelt-majoritetsreglen for Ministerrådets beslutninger. For at et EU-lovforslag skal kunne vedtages kræver det et flertal, der både repræsenterer 55 procent af medlemslandene og 65 procent af EU's befolkning. På grund af skarp modstand fra Polen bliver det nye stemmesystem først taget i brug i 2014;
- en Særlig repræsentant for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik i stedet for den nuværende udenrigspolitiske koordinator Javier Solana og kommissæren for eksterne forbindelser;
- i 2014 skal antallet af kommissærer reduceres fra 27 til 15;
- antallet af parlamentsmedlemmer skal reduceres til maksimum 750 (mindst 6 og maksimalt 96 per land);
- De nationale parlamenter skal styrkes ved at give dem denne ret baseret på principperne om nærhed;
- EU får status som ** juridisk person**;
- en udmeldelsessklausul så medlemslandene får mulighed for at trække sig ud af EU;
- det udvidede kvalificerede flertal skal udvides til omkring 40 politiske områder herunder især områder for asyl, indvandring, politisamarbejde og retsligt samarbejde under straffeloven;
- der skal være henvisninger til nye udfordringer som klimaforandringer og energisolidaritet;
- menneskerettigheds-chartret skal gøres til bindende lovgivning.